Ofte kan det være interessant at lade flere familiemedlemmer teste. Bortset fra enæggede tvillinger så har vi alle forskelligt DNA, så jo flere man tester, jo mere information får man.
Hver testtager må have eget nummer og profil hos FTDNA. Registreringsnavnet for kittet og navnet på den reelle testtager skal stemme overens. Hvis testen skal bruges til en anden person end oprindeligt planlagt, så kan man ændre både navn og køn på testtager.
Hvis du er så heldig, at andre familiemedlemmer lader sig teste på din opfordring, så vil det ofte være relevant, at det er dig, der administrerer deres test. Det er vigtigt, at navnet på testen alligevel svarer til den person, der rent faktisk tager testen. Hvis testtager ønsker anonymitet, så kan du anvende initialer i stedet.
Det vil til gengæld være en fordel, hvis det er din mailadresse, der bliver opgivet. Så bliver al korrespondance nemlig sendt direkte til dig.
Ved bestillingen kan du selv bestemme, om testen skal sendes direkte til testpersonen eller til dig selv. Hvis den sendes til dig selv, så bør du tilføje en linie med "c/o dit navn".
Hvis du ønsker det, så kan du f.eks. notere i testtagers profil under "About Me", at det er dig, der administrerer testen og evt. din relation til testtager.
Hvem skal jeg teste?
Det kommer an på, hvad du vil vide...
Når det kommer til atDNA, så gælder det generelt set om at teste den eller de ældste generationer. Så hvis du har forældre eller bedsteforældre i live, så vil det være en god idé at teste dem. Ligeledes kan du få yderligere oplysninger ved at teste deres søskende.
Hvis du f.eks. særligt er interesseret i din afdøde farmors DNA og er i den situation, at din far, faster og farbror er i live, så kan du ved at teste alle tre søskende i gennemsnit "indfange" 87,5% af din afdøde farmors atDNA:
50% fra den 1. test + 25% ekstra fra den 2. test + 12,5% ekstra fra den 3. test.
Hvis du har en særligt spændende ane - eller bare er nysgerrig - så kan det være interessant at teste mtDNA eller Y-DNA svarende til denne person.Ofte lever den pågældende perons jo ikke længere, og så gælder det om at finde frem til, om der er nulevende personer, der bærer samme mtDNA eller Y-DNA. Du kan læse nærmere om, hvordan disse typer DNA nedarves på de respektive sider (mtDNA og Y-DNA).
Kan jeg sikre DNA for fremtiden?
DNA-test er som bekendt ikke gratis, og det er ikke altid økonomisk overkommelige at teste alle personer på én gang - og slet ikke med alle de forskellige typer af test.
Hos FTDNA er det muligt i første omgang at nøjes med at bestille et "tomt" kit, altså bare selve test-kittet, og dermed kun at betale for ekspedition og forsendelse. Så snart du har det i hænde, så kan du anvende det på den person, som du ønsker og sende det ind. FTDNA gemmer prøven i 25 år. Senere kan man bestille selve analysen af DNA'et - f.eks. når der er kampagner med nedsat pris. Det er dog vigtigt at vide, at DNA'et ikke nødvendigvis holder i 25 år. Det nedbrydes mere eller mindre med tiden (og måske var der ikke nok til at starte med). Så man skal også passe på med at vente for længe.
Du kan også "tomme" test-kits bare for at have et hjemme, hvis muligheden for at teste en interessant person skulle byde sig.
For at bestille et "tomt" kit så skal du kontakte FTDNA's kundeservice og bede om det. Man kan ikke bestille et "tomt" kit direkte fra deres hjemmeside.
Hvordan logger jeg ind på flere testpersoner?
Hver testperson har sit eget kit-nummer og eget kodeord. Så som udgangspunkt skal man logge ind for hver testtager separat.
Hvis man administrerer adskillige personers tests eller har et særligt interesseområde (et geografisk område eller en bestemt slægt), så kan det være praktisk at anmode FTDNA om at starte sit eget lille projekt. Når dette er godkendt, så kan du tilknytte alle de relevante kits til dette projekt og få adgang til dem alle ved at logge ind på projektets side.
Man anmoder om dette ved at kontakte FTDNA's kundeservice.
Sådan kontaktes FTDNA
Den letteste måde at kontakte FTDNA på er gennem deres kontaktformular. Den finder du gennem deres hjemmeside - du kan bruge dette link.
Under "Support" skal du vælge "Open a Request". Derefter dukker formularen op, som du skal udfylde og sende ved at trykke "Submit".
Hvis du er logget ind på den profil, som spørgsmålet drejer sig om, så kan du længst nede til højre skal du klikke på "Contact Us" og komme til samme side som ovenstående link.
Desværre er de ofte ikke vældigt hurtige til at svare. Hvis det haster, så kan man også ringe til dem. Nummeret findes også via linket.