Størstedelen af vores DNA kaldes autosomalt DNA (atDNA). Det består af 22 kromosompar, altså 44 kromosomer i alt.

Man arver ét eksemplar af hvert kromosom fra hver af sine forældre, altså 22 kromosomer fra sin mor og 22 kromosomer fra sin far.

Når kromosomerne går fra generation til generation, så sker der en blanding mellem de 2 versioner af hvert kromosom (kaldet rekombination). Dette resulterer i ét kromosom, der bliver givet videre, for hvert kromosompar. På den måde arver søskende ikke samme kombination af forældrenes DNA (bortset fra identiske tvillinger) osv.

På den måde har man 50% af sit atDNA fra hver af sine forældre, ca. 25% fra hver af sine bedsteforældre, ca. 12,5% fra hver af sine oldeforældre, ca. 6,25% fra hver af sine tip-oldeforældre osv. Bemærk at tallene for bedsteforældrene og længere tilbage ikke er præcise tal. Det skyldes at blandingen fra generation til generation er tilfældig og derfor varierende.

Jo længere man kommer tilbage, jo mindre atDNA har man fra hver af sine aner. Når man kommer tilbage til sine 4xtip-oldeforældre, så er DNA'et så "fortyndet", at der er nogle aner, som man slet ikke har DNA fra (ifølge denne artikel). Dette betyder, at atDNA er mest præcist, når det drejer sig om nære slægtninge.

Hvis man har 2 fælles oldeforældre med en anden testtager, så dukker man på testen op som slægtninge til hinanden. Hvis man har 2 fælles tip-oldeforældre, så dukker man højst sandsynligt også op som slægtninge til hinanden. Men i ca. 10% af tilfældene gør man ikke. I disse tilfælde har den tilfældige nedarvning gjort, at man har arvet forskelligt autosomalt DNA fra disse tip-oldeforældre.

Hvert selskab har en database med personer, som har taget samme test. Du får derfor en oversigt over personer i databasen, som du ser ud til at dele atDNA med, altså en liste over personer, som du "matcher".

Selvom atDNA er mest præcist, når det drejer sig om nære slægtninge, så har vi alle MANGE flere fjerne slægtninge. Derfor dominerer fjerne slægtninge listerne over de personer, som vi "matcher". I mange tilfælde ligger forbindelsen så langt tilbage, så den ikke er til at finde.

I takt med at flere og flere tester sig så er det i stigende grad muligt at finde slægtsforbindelser på denne måde.

Hvert selskab sammenligner også dit DNA med "standard-DNA" fra forskellige befolkningsgrupper i verden. Det resulterer i en oversigt over, hvor stor en del af dit DNA der ligner "standard-DNA" fra f.eks. Skandinavien. Selvom denne del af testen også kan give interessant information, så skal den dog tages med et gran salt. Årsagen til dette er, at der ikke findes "standard-DNA" for en specifik befolkningsgruppe. Mennesker har gennem tiden fået børn med hinanden på tværs af alle mulige skel. Dette gør, at testen er forholdsvis god til at skelne mellem befolkningsgrupper, der har boet langt fra hinanden, men ganske dårlig til at skelne mellem nabo-befolkningsgrupper. Et eksempel på denne type af analyse er myOrigins.

Når det drejer sig om atDNA, så er det generelt set bedst at teste de ældste i familien. Det er kun halvdelen af atDNA, der gives videre til næste generation - og måske gemmer den mest interessante information sig i den anden halvdel...

Hvis ens forældre er i live, så kan det altså anbefales at teste dem i stedet for sig selv. Og endnu bedre er det at teste bedsteforældre. Hvis man er særligt interesseret i en bestemt del af ens familie, så gælder det om at teste så mange nære familiemedlemmer som muligt - eksempelvis giver det mest information om ens afdøde farmor at teste så mange af hendes børn som muligt. Jo flere familiemedlemmer man tester, jo mere information får man. Søskende til ens aner, kusine, fætre osv. kan alle være relevante afhængigt af situationen. Omfanget af testning kommer an på interesse, ens formål, økonomi m.v.

Man får heldigvis også en masse information ved bare at teste én person - og sådan starter de fleste.